En undersøgelse fra Institut for Center-Planlægning (ICP) viser, at 40% af de nuværende butiksarealer vil forsvinde indenfor 12-13 år.

Analysen fra ICP viser, at 40% af det samlede danske butiksareal vil forsvinde indenfor 12-13 år. Dette vil få store konsekvenser for byer på 3.000 indbyggere eller derover.

Specialbutikker bliver hårdest ramt

Analysen fra ICP fortæller, at det fortrinsvist er specialiserede butikker inden for beklædning, livsstil, boligudstyr mv. der vil blive ramt. ICP konkluderer, at ydes der ikke en aktiv og ekstraordinær indsats i disse byer, vil der indenfor en kort årrække ikke længere være en udvalgsvareforsyning, der nogenlunde dækker de fleste husholdningers grundlæggende behov.

Sverige som skræk-eksempel

I Sverige ser man denne udvikling meget tydeligt allerede nu.

I mange større byer over 3.000 indbyggere findes der ikke længere specialiserede butikker. Disse er erstattet af varehuskæder, som typisk ligger i udkanten af byerne.

Boligmarkedet rammes

Når efterspørgslen for butikslokaler daler og flere og flere lejemål står ledige betyder det, at der skabes usikkerhed på ejendomsmarkedet. Dette vil betyde, at mange vil opleve et realiseret tab på fast ejendom.

Fokus på Kalundborg

ICP har udpeget 210 byer i Danmark, som har mere end 3.000 indbyggere - her i blandt Kalundborg.

Analysen forudser, at gøres der ikke en ihærdig indsats for handelslivet i Kalundborg, så vil udbuddet af udvalgsvarer være markant begrænset allerede inden år 2025.

Skal man tro analysen, så vil det eneste sted at købe f.eks. tøj, sko mv. være i dagligvareforretningerne, såsom Føtex og Kvickly.

Specialbutikker 2025

Ønsker man et større udvalg af specialvarer, skal man køre til Slagelse eller Holbæk, som analysen viser, vil have lettere ved at omstille sig.

Løsningen er en kombination

Grunden til, at specialvarebutikkerne går en dyster fremtid i møde er, ifølge ICP, at handel på nettet vil fortsætte den kraftige vækst. Meget af den omsætning der tidligere lå i de fysiske butikker, vil blive flyttet til internettet.

Ifølge ICP kunne en løsning være, at specialbutikkerne kombinerede deres fysiske butikker med salg via internettet.

Fordomme er en forhindring

Direktør for webbureauet Valeo, Jonas Henriksen, fortæller, at han ofte møder fordomme når han taler med butiksindehavere, som ikke har nethandel. "Folk tror, at handel på internettet er dyrt og besværligt. Indenfor de sidste 5 år er der sket en kæmpe udvikling indenfor online shop systemer. Det har betydet, at det nu er blevet nemt at administrere sin egen butik på nettet - også selvom man ikke har den store erfaring i at arbejde med computere."

Jonas fortsætter, "Den kraftige vækst i handel på nettet har også betydet, at der er kommet stor konkurrence på de systemer, som gør det muligt for butikker, at sælge varer på internettet. I dag er det muligt at få en fuldt professionel internetbutik for under 25.000 kr. og give kunder mulighed for at handle fra deres egen computer med Dankort, Visakort, Mastercard mv. for under 1.000 kr. om måneden. Det er selvfølgelig en investering, men der skal ikke langes mange produkter over disken før det løber fint rundt."

Specialbutikkerne i Kalundborg er truet

Som tidligere nævnt, er Kalundborg blandt de byer ICP mener, vil miste størstedelen af sine specialvareforretninger inden år 2025.

På baggrund af ICPs analyse, har Valeo lavet en undersøgelse der viser, i hvor høj grad, specialbutikkerne i Kalundborg, er bevidste om den om den fare der ligger i, at handelen flytter til internettet.

Valeo har besøgt størstedelen af specialbutikkerne i Kalundborg midtby og stillet dem disse tre spørgsmål:

  1. Har I en butik på internettet, hvor kunderne kan købe jeres varer?
  2. Hvis nej, har I planer om, indenfor de næste tre år, at tilbyde nethandel til jeres kunder?
  3. Har du selv handlet på internettet indenfor det sidste år?
     

Butikkerne var meget flinke til at svare på spørgsmålene, omend resultatet ikke overraskende viser, at Kalundborg er i fare for at miste en del af sine specialbutikker indenfor en kortere årrække.

Undersøgelsen viser

Vores undersøgelse viser følgende:

  • 58% af de adspurgte, tilbyder ikke handel på internettet
  • 55% af dem som ikke har handel på nettet i dag, har heller ikke planer om det i fremtiden
  • Af alle adspurgte, havde 9 ud af 10 personligt handlet på nettet indenfor det sidste år
Konklusion

Umiddelbart kan det virke flot, at 42% af specialbutikkerne allerede tilbyder nethandel. Men typisk var det de butikker der er en del af en større kæde, som havde nethandel. Havde man taget kædebutikkerne ud af regnestykket, ville tallene have været helt anderledes.

Det er alarmerende, at næsten samtlige af de lokale specialbutikker, som ikke er en del af en kæde, ikke tilbyder nethandel i dag. Og kun 45% af dem overvejer at tilbyde det i fremtiden.

Enkelte forretninger er med

Blandt alle de forretninger vi har talt med, var der nogle enkelte som benyttede internettet til at sælge deres produkter og andre der blot brugte nettet til at skabe opmærksomhed. Blandt dem var Home på Bredgade.

Vi talte med statsaut. ejendomsmægler Kim Nielsen, som forklarede hvordan deres aktivitet på internettet havde gjort, at interessen omkring deres boliger var blevet større. "Vi har oprettet vores egen Facebook-side, hvor vi fortæller om de boliger vi har til salg samt informerer om åben hus arrangementer. Det har betydet, at sælger nu selv kan være med til at sprede information om deres bolig, ved at dele vores opslag med deres netværk/venner på Facebook. Deres venner deler det så med deres venner og pludselig er budskabet nået ud til flere tusinde mennesker - mange flere end vi ville kunne nå med f.eks. avisannoncer. Vi har virkelig fået meget ud af, at bruge Facebook og det er bestemt noget vi vil anbefale til andre butikker." siger Kim Nielsen.

Vi talte også med urmager, Morten Nygaard, på Kordilgade. Han erkendte, at han ikke kunne matche priserne på internettet på enkelte ure, men lagde vægt på, at kunderne også fik en helt anden service når man kom ind i butikken. "Det er en helt anden sikkerhed for kunderne for kunderne, at købe et ur i vores forretning fremfor at købe det på internettet. Udover at få en bedre service, så kan vores kunder jo altid ringe eller komme ned i forretningen, hvis der skulle være spørgsmål eller problemer med det ur de har købt.". Morten overvejer, om han skal lave en butik på nettet for at nå de kunder, som ikke ønsker den ekstra service og sikkerhed.

Links:

- Pressemeddelelse fra Institut for Center-Planlægning